Puha det har været en hård begyndelse, altså for mig at blive mor igen igen :-) Men her kommer min fødselsberetning.
Jeg fødte den 16 december kl 9.35 den dejligste pige på 54 cm og 3800 g. Jeg skulle være sat igang den 16 december kl 9.50, 1 uge før termin, da jeg sidst havde en meget hurtig fødsel og mistede en del blod. Derfor skulle jeg også føde i Herning istedet for Holstebro. Jeg vågnede torsdag nat kl 1.00 og tænkte fuck, det her må bare ikke være veer, alt var planlagt til om morgen, min mands forældre skulle have børnene, vi kunne selv køre til Herning stille og roligt, alt var planlagt ned til mindste detalje. Jeg vækkede min mand og sagde at jeg havde lidt murren i maven og ville lige ringe til fødegangen i Holstebro.
De sagde jeg skulle op og tjekkes da det kunne gå stærkt ligesom sidst. Jeg sagde til min mand at jeg selv kørte derop, jeg ville ikke at vi skulle vække 2 børn og stresse afsted hvis det alligevel var falsk alarm. Da jeg kom derop tjekkede jm mig og med lidt god vilje var jeg 2 cm åben, men om det var veer eller ej det var i tvivl omkring.
Hun talte med en anden jm og de blev enige om at jeg skulle til Herning og tilkaldte en ambulance, hun ville ikke tage nogle chancer. Jeg fik sygehus tøj på, fik lagt drop i tilfælde af en hurtig fødsel og så kunne de nemt give mig medicin via droppet. Jeg fik ringet og vækket min forældre og de skyndte sig hjem til min mand, så han kunne komme til Herning. Min mand lider af epilepsi, ( vi er lidt hårdt ramt ) så han kører ikke i bil om natten eller lige efter opvågning. Så min far kørte Peder til Herning og jeg blev transporteret til Herning i ambulance.
Heldigvis skete der ikke mere og jeg gik ikke i fødsel, så jeg ankom stille og roligt til Herning sygehus med min egen jm fra Holstebro. Da vi var blevet installeret i herning i et føderum der nok var 40 kvm, tjekkede jm mig igen og der var ikke sket en disse. Men mine veer var regelmæssige, ca 1 min og 4 minutter imellem. Men veerne var ikke specielt kraftige og så måtte vi bare vente.
Peder hentede lidt saftevand til mig og vi snakkede lidt om vejr og vind. Veerne blev lidt kraftigere, kl nærmere sig 6.00 (tror jeg). Jeg sagde til jm at jeg gerne ville have en epidural blokade, og hun ringede til narkoselægen som var der i løbet af 1 min, det var meget fornemt og de gik meget op i at min fødsel blev så behagelig for mig som muligt pga sclerosen. Så de hoppede og dansede for mig ved mit mindste vink og det var super fantastisk.
Da blokaden var lagt gik vandet og jm ville lige tjekke mig, jeg var 8 cm åben, WHAT, hold da op nu gik det pludselig stærkt. Jeg fik pressetrang men måtte holde igen, det smertestillende nåede de ikke at give mig, men nålem blev da lagt :-)
Kl 8.00 var der jm skift og min egen jm som jeg kender rigtig godt kom, og kl 9.35 blev lille Vera født. Og især min mand var det en kæmpe oplevelse, han nåede ikke med til Lauras fødsel og da Martin blev født var han 19 år og gik lidt i chok, denne gang fik han det hele med :-) Pga sclerosen kunne jeg blive på Herning sygehus, der blev virkelig taget hensyn til mine behov, men jeg ville bare hjem. Jeg har jo 2 dejlige børn derhjemme der glædede sig helt vildt til at se lillesøster. Så de kom sammen med mormor og morfar og hentede os, og de elsker hende så højt.
Vi kom hjem og jeg havde lidt ondt i højre ben og lidt forstyrrelser i benene, men det forsvandt ret hurtigt, heldigvis :-)
Men men men så nemt skulle det ikke gå, efter 4 dage fik jeg brystbetændelse, feber 39,3, ringede til vagtlægen som sendte mig ind til tjek. Det var brysbetændelse og det gør vildt ondt. Jeg fik medicin tog hjem og håbede på at overleve :-) Hver gang jeg ammede kunne jeg skrige så ondt gjorde det, min mand kan ikke hjælpe om natten da han har epilepsi. Så det blev en lang nat med feberrystelser, børn der græd og min kamp for at overleve hver gang den lille skulle ammes.
Dagen efter havde jeg det endnu værre, når jeg gik knækkede mine ben sammen under mig og jeg turde ikke løfte Vera hvis jeg tabte hende. Om aften var mit højre bryst ildrødt, jeg har aldrig set noget lignede. Jeg var svimmel og svedte vanvittig. Jeg troede medicinen hjalp mig men jeg havde kun fået det værre. Til sidst tog jeg min temperatur og jeg havde 40,3, så jeg ringede til vagtlægen da jeg var nervøs og ikke havde fået det bedre. Men hans kommentar var hvad vil du have jeg skal gøre ved det. Øhhh det ved jeg ikke......
Han sagde jeg skulle kontakte egen læge næste morgen, så det blev en laaaang nat.
Da jeg kom til egen læge blev jeg sat op i medicin plus jeg fik noget andet som har den bivirkning at det også virker som antabus, så ingen vin til mig juleaften.
Til slut vil jeg lige fortælle en lille "historie" fra vores liv.
Min mand spørger vores dreng på 7 år, hvad han ønsker sig allermest i julegave.
Han svare: At dig og mor bliver raske, men det kan vel ikke gå i opfyldelse, kan det.
Hvad svare man lige på det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar