Første gang jeg opdagede at der var et eller andet rivravende galt, var en aften hvor jeg var på arbejde hos hjemmeplejen. Jeg var udekørende uuddannet social og sundhedshjælper, da jeg pludselig fornemmede en snurrende fornemmelse i mine ben.
Hver gang jeg gik, snurrede mine ben og det var ved at drive mig til vanvid. Hvis jeg sad derhjemme og min datter hoppede imod mig begyndte mine ben at snurre. Hvis hunden gik forbi mig med lorgende hale og ramte mit ben, snurrede de. Det var ganske ganske forfærdeligt.
Min egen læge havde ferie så jeg kom til en anden læge, som på daværende tidspunkt havde en mistanke til sygdommen sclerose, uden at han sagde det direkte.
Han undersøgte mig tog nogle prøver og så blev der faktisk ikke gjort mere i den sag. Jeg var egentlig også temmelig nervøs for svaret, så jeg gik ham ikke på klingen.
Om aften fik jeg manden til at smøre mine ben ind i muskelvarmer, og han masserede det bedste han havde lært. Og jeg kunne mærke at jeg var tæt på et nervøs sammenbrud, fordi jeg vidste der var et eller andet galt. Den snurrende fornnemmelse forsatte op i underlivet, og jeg tænkte bare hvad ender det med. Jeg kom op til min egen læge og hun synes vi skulle få lavet en MR-scanning, men det turde jeg slet ikke. Nu var jeg pludselig nervøs for at det var en hjernesvulst og det så jeg som meget værre end sclerose.
Jeg havde mange bekymringer og fik problemer med mine arme, de føles som to betonklodser og jeg orkede næsten ikke engang at lægge make-up. Jeg var træt og uoplagt og orkede ikke rengøring, tøjvask eller madlavning.
Jeg begyndte at se mig selv som doven og uoplagt, hvorfor orkede jeg ikke min familie, hvorfor døjede jeg med migræne hvor jeg til tider blev nødt til at forlade arbejdet pga migrænen. Jeg kunne ligge i sengen i 3 dage med en hovedpine der var så voldsom at jeg både brækkede mig og mistede synet. Jeg følte mig som en fiasko som mor og kone, og følte til tider jeg stod med det ene ben i graven.
Men så begyndte mine snurrede ben at blive mindre snurrede og jeg tænkte, hvad sker der lige her, er det ved at forsvinde. Jeg blev mere glad og tænkte måske er det bare indbildning eller en nerve der sad i klemme. Jeg blev mere og mere opstemt, blev gladere og gladere og fik troen på livet igen efterhånden som overskuet kom tilbage.
Jeg søgte et nyt arbejde som ledsager, da jeg var klar over at arbejdet som social og sundhedshjælper var alt for hårdt. Jeg kunne jo mærke at min krop sagde nej, mens jeg bare pressede den mere og mere.
Jeg fik jobbet og det var fantastisk, jeg var lykkelig, nu følte jeg virkelig at min overskud kom tilbage på fuld styrke. Arbjedet var ikke så fysisk hårdt, dog mere psykisk hårdt da man kommer til at være meget tætte på dem man ledsager. Jeg fulgte dem ud og handle ind, i biografen, til læge, til fys osv. Men det var ikke fysisk hårdt da jeg ikke hjalp med rengøring og personlig hygiegne.
Men glæden varede desværre ikke ved.
Fortsættes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar